af Wen Jin
Hvis H.C. Andersen levede i dag, ville han hilse Shen Yun velkommen! Jeg tror på det. Dybt inde i sit hjerte ville han gøre det. For i sit eventyr Det nye Aarhundredes Musa (1861) har han allerede malet et billede af den poesi, der engang skulle bryde frem – en poesi, der taler til os nu, til vores tid, til »vores børnebørns børn«.
Lad os genåbne eventyret sammen. Andersen spørger selv, som en profet i sin egen fortælling: »Det nye Aarhundredes Musa, som vore Børnebørns Børn, maaskee en fjernere Slægt skal kjende hende – men ikke vi, naar aabenbarer hun sig? Hvorledes seer hun ud? Hvad synger hun? Hvilke Sjælens Strænge vil hun berøre? Til hvilket Høidepunkt vil hun løfte sin Tidsalder?«
Så mange spørgsmål i vor travle tid, skriver han. Og dog svarer han selv med en vision: Poesien må tage et tag i verden, i det mindste bringe forladelse midt i partikampene, hvor blod eller blæk flyder.
Er der blod og blæk i verden nu? Ja – krige raser, valgkampe ulmer, og selv kunsten trækkes ind i striden. I Danmark har kinesiske myndigheder forsøgt at true arrangør af Shen Yun gennem anonyme breve, rettet mod høje embedsmænd. Trusler mod friheden til at vise skønhed og sandhed.
Men Andersen fortsætter: »Hvad er Poesie? Disse klingende Udslyngninger af Følelser og Tanker, den er kun Nervernes Svingninger og Bevægelser! Al Begeistring, Glæde, Smerte, selv den materielle Stræben er, sige de Lærde os, Nervesvingninger. Vi ere Enhver – et Strængespil.«
Til vor forundring rummer Shen Yun netop dette: et særligt stykke for erhu, det gamle kinesiske strygeinstrument, der vibrerer dybt i sjælen, som strenge, der røres af usynlige hænder. Det piller ved nerverne – ikke for at såre, men for at vække.
Han skriver videre: »Nationernes Folkeviser hænge som tørrede Planter paa Væggen, et Kys paa dem og de svulme frem i Friskhed og Duft.«
Shen Yun gør præcis dette: Den kysser historiens tørre blade levende igen. Klassisk kinesisk dans, musik og fortælling folder sig ud som friske blomster, der dufter af en glemt, men evig kultur. Otte danserhold turnerer verden rundt – midt i en tid, hvor krig ryster luften, og pennefjedre krydser kanoner.
Han siger: »Hun leger endnu, under Nationers Kamp som ryster Luften, der sætter Klangfigurer af Pennefjedre og Kanoner, paa kryds og tværs, Runer, der ere svære at raade.«
Shakespeare, Holberg, Molière – de er nævnt i eventyret, men de hører fortiden til. Den nye musa kommer anderledes: »En deilig Foraars-Morgen kommer hun paa Locomotivets Drage brusende gjennem Tunneler og over Viaducter, eller hen over det bløde, stærke Hav, paa den pustende Delphin, eller gjennem Luften paa Montgolfiers Fugl Rok og daler ned i Landet, hvorfra hendes Guddoms Røst første Gang skal hilse Menneskeslægten.«
Jeg behøver ikke sige mere. Fåret er kommet i Danmark. Andersen taler selv til dig gennem siderne. Men én ting vil jeg fremhæve: Han ”advarer” mod, at hun ikke vil døve os med hverdagens chloroform. Nej – »en Livs-Elixir vil hun bringe! hendes Sang i Vers og Prosa vil være kort, klar, rig!« Livseliksir. Shen Yuns egne ord ekkoer det: »En forestilling, der virkelig betyder noget. Dette er, hvad du har ventet på.«
Hvorfor venter du så stadig? Måske er det netop ventetiden, Andersen beskriver: »Snart falder den Chinesiske Muur; Europas Jernbaner naae Asiens aflukkede Cultur-Archiv, – de to Cultur-Strømme mødes! da maaskee bruser Fossen med sin dybe Klang, vi Nutids Gamle ville skjælve ved de stærke Toner og fornemme deri et Ragnarok, de gamle Guders Fald, glemme, at hernede maae Tider og Folkeslægter forsvinde, og kun et lille Billede af hver, indesluttet i Ordets Kapsel, svømmer paa Evighedens Strøm som Lotus-Blomst...« Og vort billede? Spørg det nye århundredes Musa – i Ragnarok, når det nye Gimle løfter sig i forklarelse og forståen, siger H. C. Andersen.
Kære dansker, det er tid nu. Tid til at læse eventyret igen! Tid til at opleve Shen Yun! Tid til at stå skulder ved skulder med H.C. Andersen og byde den nye Musa velkommen – den, han drømte om for hundrede og halvtreds år siden!
Han slutter med en hilsen, der runger som en hymne: »Vær hilset, Du Musa for Poesiens nye Aarhundrede! vor Hilsen løfter sig og høres, som Ormenes Tanke-Hymne høres, Ormen, der under Plovjernet skærer os Orme sønder, for at Velsignelsen kan groe for den kommende nye Slægt.«
Den kommende nye slægt – er du klar til at modtage velsignelsen?
"Vær hilset, du det nye århundredes Musa" – Shen Yun!



Comments